Type: Rødvin
Land: Italien
Område: Toscana
Druer: 100% Cabernet Franc
Indhold: 0,75 L
Alkohol: 14,5%
Proptype: Kork
Årgang: 2015
Beskrivelse:
Kun de absolut bedste Cabernet Franc druer (100%) udvælges til dette cuvee. Produktionen holdes på 6.000 flasker årligt. Gæringen starter spontan på druernes egen gærkultur, i temperaturregulerede, koniske egefade, og efterfølges af en skindmaceration i 30 dage på de samme fade. Modningen foregår på franske barriques (225-228 l., 90% nye), og varer i 18-20 måneder. Ingen klaring eller filtrering.
Vinen har en næsten eksplosiv energi. Den er enormt velkomponeret, med en skøn struktur som giver suveræn balance i tannin, frugt, syre og alkohol. Det er en vin med nerve og personlighed. Frugttonerne er distinkte; kirsebær, solbær og brombær, krydderierne er varme og behagelige; røg, rosmarin og salt.
Robert Parker 95
Producenten
Vingården Duemani ligger i landsbyen Castellina Marittima i Costa Toscana, som er en del af det store vestlige kystområde i Toscana, der ligger syd for Livorno og som kaldes Maremma.
Duemani, som betyder to hænder, er etableret i 2000 af de to ildsjæle, Elena Celli og Luca D’Attoma. Elena har en baggrund i modebranchen, men efter mødet med Luca, der igennem en årrække havde arbejdet som konsulent for flere prestigiøse vingårde, fandt hun ud af, at vinbranchen (og Luca…) skulle være fremtiden. Elena står for det administrative, mens Luca tager sig af vinen.
Idéen bag etableringen af vingården ved Toscanas skønne kyststrækning var et brændende ønske om at producere vine på parrets favoritdruer: Cabernet Franc, Syrah og Merlot. De fandt et stykke uberørt land i højderne ved Riparbella, som ikke var blevet dyrket i adskillige år.
Biodynamik har fra starten været en naturlig tilgang til dyrkningen, og i dag råder man over godt 10 hektarer beplantet med Cabernet Franc, Syrah og Merlot. Vinmarkerne er beliggende på en skråning i en højde af 250-300 m.o.h. og har form som et amfiteater. Cabernet Franc er plantet øverst på skråningen, Syrah på midten og nederst på bakken finder man Merlot.
